Frivillig formidling
Foreningsservice
Borger Tilbud
Kurser/Arrangementer
Nyhedsposten
Links
Boligvejledning for seniorer
 

Søger du frivilligt job? Klik her!

Vedtægter for Herning Frivillig Center

 

 

§1. ORGANISATIONENS NAVN

 

1.1.  Organisationens navn er HERNING FRIVILLIG CENTER, FREDENSGADE 14, 7400 Herning.

 

1.2.  Herning Frivillig Center består af én repræsentant fra hver af de medlemsforeninger/organisationer, der arbejder med frivilligt socialt arbejde.

 

 

 

§2. FORMÅL

 

2.1. Herning Frivillig Centers formål er at skabe de bedst mulige betingelser for det frivillige sociale arbejde i Herning Kommune.

                    

 

 

§3. MEDLEMSKAB

 

3.1. Som medlemmer kan optages foreninger/organisationer, der arbejder med frivilligt socialt og humanitært, arbejde i Herning Kommune.

Der må dog ikke drives yderliggående politisk eller sekterisk religiøst virksomhed, ej heller betalende virksomhed.

De enkelte foreninger/organisationer og brugere har selvfølgelig frihed til egne holdninger og meninger, politisk og religiøst m.m.

 

3.2. Hver forening eller organisation har én stemme i repræsentantskabet.

 

3.3. Optagelse af medlemmer godkendes af bestyrelsen efter skriftlig ansøgning.

 

3.4 Eksklusion af en forening.

En medlemsforening kan ekskluderes af Herning Frivillig Center af bestyrelsen, hvis medlemsforeningen ikke overholder Herning Frivillig Centers vedtægter.

 

 

 

§4. REPRÆSENTANTSKABET

 

4.1. Repræsentantskabet er Herning Frivillig Centers højeste myndighed.

 

4.2 Ordinært repræsentantskabsmøde afholdes hvert år i april måned.

      Repræsentanterne indkaldes skriftligt med mindst 1 måneds varsel.

 

                                                                          

 

 

4.3. Repræsentantskabsmødet har følgende dagsorden:

1.     Valg af dirigent

2.     Valg af referent og stemmetællere

3.     Bestyrelsens beretning ved formanden forelægges til godkendelse

4.     Regnskab ved kassereren forelægges til godkendelse

5.     Indkomne forslag

6.     Opgaver for det følgende år

7.     Valg af bestyrelse samt suppleanter

8.     Valg af ekstern revisor

        Valg af intern revisor blandt repræsentantskabets medlemmer

9.     Eventuelt

 

4.4. Forslag, der ønskes behandlet på repræsentantskabsmødet, skal være formanden skriftligt i hænde senest 14 dage før repræsentantskabsmødet.

 

4.5. Valg og vedtagelser på repræsentantskabsmødet sker med almindeligt stemmeflertal. Jvf. dog § 8 og § 9. Der kan ikke stemmes ved fuldmagt.

Der foretages skriftlig afstemning, såfremt blot ét medlem ønsker det.

 

4.6. Repræsentantskabsmøderne er åbne for alle interesserede. Men kun de udpegede repræsentanter har stemmeret. Møderne annonceres i Herning Folkeblad.

 

4.7.  Repræsentantskabet inddeles i følgende valggrupper for at tilgodese størst muligt hensyn til de forskellige grupper af frivillige foreninger og organisationer:

·       Besøgstjenester

·       Kirkelige organisationer og uniformerede korps

·       Humanitære organisationer

·       Patientforeninger og handicaporganisationer

·       Væresteder

·       Ældreorganisationer.

                 

Hver valggruppe vælger et medlem til bestyrelsen og en suppleant.

Der skal vælges 7 medlemmer til bestyrelsen. Kan én valggruppe ikke stille et medlem til bestyrelsen/suppleant, vælges den/de resterende medlemmer efterfølgende af det samlede repræsentantskab. En valggruppe kan opstille en kandidat til bestyrelsen i den pågældende gruppe ved skriftlig fuldmagt, hvis den opstillede er forhindret i at møde.

 

4.8. Repræsentantskabet følger den på det stiftende repræsentant-skabsmøde vedtagne organisationsplan.

 

 

§5. EKSTRAORDINÆRT REPRÆSENTANTSKABSMØDE

 

5.1. Ekstraordinært repræsentantskabsmøde indkaldes af bestyrelsen på dennes initiativ, eller hvis mindst 1/3 af repræsentantskabet fremsender skriftlig begæring med begrundelse herom til bestyrelsen. Efter begæringen skal bestyrelsen indkalde repræsentantskabet inden for en måned.

 

5.2. Ekstraordinært repræsentantskabsmøde indkaldes skriftligt med mindst 14 dages varsel.

 

5.3. Ekstraordinært repræsentantskabsmøde har samme myndighed som ordinært repræsentantskabsmøde.

 

 

§6. BESTYRELSEN

 

6.1. Bestyrelsen består af 7 personer valgt af repræsentantskabets valggrupper.

På to hinanden følgende år vælges henholdsvis 3 og 4 bestyrelsesmedlemmer for 2 års perioder.

 

6.2. Der vælges herudover 7 personlige suppleanter for de 7 bestyrelsesmedlemmer.

 

6.3. Bestyrelsen konstituerer sig selv med formand, næstformand og kasserer. Bestyrelsen fordeler herudover selv sine arbejdsopgaver.

 

6.4. Bestyrelsen holder normalt møde hver måned. Formanden indkalder skriftligt til bestyrelsesmødet med angivelse af dagsorden. Indkaldelse bør ske med mindst en uges varsel. Centrets daglige leder fungerer som sekretær for bestyrelsen.

 

6.5. Bestyrelsen er beslutningsdygtig, når mindst 4 medlemmer – herunder formand eller næstformand – er til stede.

Beslutninger træffes ved almindeligt flertal. Ved stemmelighed er formandens/næstformandens stemme afgørende.

 

6.6. Bestyrelsen fører referat over sine beslutninger.

 

6.7. Bestyrelsen ansætter og afskediger lønnet personale.

 

6.8. Det er endvidere bestyrelsens ansvar at nedsætte en ad hoc- arbejdsgruppe, der varetager husets interesser. Gruppen er ansvarlig overfor bestyrelsen.

 

6.9. Det er bestyrelsens ansvar at leve op til den vedtagne organisationsplan.

 

 

 

§7. REGNSKAB OG REVISION

 

7.1. Herning Frivillig Centers regnskabsår følger kalenderåret.

                 

7.2.  Bestyrelsen udpeger to fuldmagtshavere, der kan foretage økonomiske dispositioner.

 

7.3. Senest 14 dage før repræsentantskabsmødet skal kassereren forelægge regnskab for bestyrelsen.

 

7.4. Revisionen udføres af Kommunens Revisionsafdeling eller af en statsautoriseret eller registreret revisor.

 

7.5. Revision af kurser og selvstændige projekter med bevillinger under

kr. 100.000,- foretages af en valgt intern revisor.

 

 

 

§8. VEDTÆGTSÆNDRINGER

 

8.1 Bestyrelsen skal udsende forslag til vedtægtsændringer til repræsentantskabet senest 8 dage før et repræsentantskabsmøde.

 

8.2. Vedtægtsændringer kræver mindst 2/3 flertal blandt de afgivne stemmer på repræsentantskabsmødet for at kunne træde i kraft.

 

 

                                    

§9. OPLØSNING AF HERNING FRIVILLIG CENTER

 

9.1. Opløsning af Herning Frivillig Center kræver stemmeflertal på 2/3 af de afgivne stemmer på to af hinanden følgende repræsentantskabsmøder med højst to måneders mellemrum.

                 

9.2. Ved opløsning af Herning Frivillig Center tilfalder dennes formue og ejendom sociale formål efter repræsentantskabsmødets beslutning.

 

 

Oprindelige vedtægter vedtaget på Herning Frivillig Centers repræsentantskabsmøde

den 6. marts 2003.

Reviderede vedtægter vedtaget på repræsentantskabsmødet den 23. april 2008.

Udskriv side
Herning Frivillig Center . Fredensgade 14 . 7400 Herning . Tlf. 97 21 30 90 . hfc@herningfrivilligcenter.dk